Spillet foregår i Gravlandet i lenet omkring den hellige sø, Weirhun. Her skal findes seks mænd til Muren blandt lenets småfolk. Spillet handler om, at lenets fire bygder samles ved Weirhun for at udnævne en rådmand, der kan overse udvælgelsen af de seks mænd, som den udsendte fra Nattens Vogtere tager med til Muren. Rådmanden har dog kun få dage til at sørge for, at opgaven bliver udført. Hvis ikke rekrutterne er valgt efter fire dage, er aftalen, at hvervemanden fra Muren selv må vælge, hvem han tager med.

Som nordboerne ved, så er vinteren på vej, og der er i lenet tradition for at ofre en kvinde til den hellige Weirhun i håbet om en mild vinter. En oldgammel tradition, der kan spores helt tilbage fra De Første Mænd, og derfor naturligvis må overholdes for ikke at vække Weirhuns vrede. Dette værdige offer skal ligeledes udvælges under forsamlingen. Den lange sommer har en pris. Derfor går alle, mænd som kvinder, en usikker tid i møde.

Vardsriddere (Barrow Knights)
Særegent for Gravlandet er vardsridderne. Normalt kan kun tilhængere af De Syv salves som riddere, men grundet Gravlandets sydlige placering i Norden, har sydlændinges kultur for riddere spredt sig til dette område. Produktet er riddere, der tror på de gamle guder. Hvor riddere af De Syv er edsvorne til at forsvare de fattige og septen, så sætter vardsridderne de gamle guders hellige steder over alt andet.

Weirhun
Weirhun er en lokal guddom i Gravlandet. En naturånd, der forbindes med troen på De Gamle Guder, og den er bundet geografisk til en lokal sø, der bærer samme navn.
Inden hver vinter (der jo ikke er hvert år) ofrer de lokale en kvinde til Weirhun i håbet om, at vinteren vil blive mild. Offerritualet foregår ved, at heksemesteren, også kendt som Dødningen, tager kvinden med ud på en tømmerflåde og tager hendes liv med en offerkniv af drageglas, hvorefter hun smides i søen.

Legenden om Weirhun
Siden tiden før De Første Mænd ankom til Westeros, har folk i området omkring Weirhun tilbedt ånden i søen, der til gengæld har givet sin beskyttelse mod naturens kræfter til alle, der lever i dens område. Skovens Børn ofrede ikke levende væsner til Weirhun, men legenden fortæller, at Weirhun blev vred på menneskene over den måde, De Første Mænd behandlede Skovens Børn og naturen på. Nu kræver Weirhun et offer af menneskene hvert efterår for at fortsat give sin beskyttelse – og hvem ved, hvad der sker, hvis man vækker Weirhuns vrede? Der er flere fortællinger på egnen om lange, strenge vintre som følge af, at menneskene ikke overholdt pagten med ånden, hungersnød og dødelige sygdomme har spredt sig. Derfor holder de lokale stædigt fast i den brutale tradition, godt hjulpet på vej af egnens heksemester – kendt som Dødningen.

Mýrrlinge (Crannogmen)
Mýrrlinge er et særegent folkfærd fra Nakken. De er kendt for deres tradition for at bo i små landsbyer, dannet af vasser og grønt, i myren. De er et fattigt folk og forlader sjældent deres lande, hvor de hovedsageligt ernærer sig ved at fiske og jage frøer. Nogle hævder, at mýrrlingenes mindre størrelse er på grund af en ældgammel forening med Skovens Børn, mens andre forklarer deres størrelse med dårlig ernæring. Der er mange myter om mýrrlingenes overnaturlige kræfter, heriblandt at de er grønseere og varger, men det er ikke til at anfægte at de i deres egen opfattelse er knyttet til De Gamle Guder og Skovens Børn.

Mýrrlinge ses ned på af de fleste andre mennesker i De Syv Kongedømmer for deres adfærd i krig, der betragtes som kujonagtig. De Jernfødte hævder, at mýrrlinge forgifter deres våben og smører dem med afføring og andet møg. Selv en strejfer af en forgiftet pil kan derfor være dødelig. Mýrrlinge kaldes ofte nedrige navne som frøædere og muddermænd, mens jernfødte refererer til dem som sumpdjævle. Folk fra flodlandet hævder, at mýrrlinge kan trække vejret under vand, har grønne tænder og svømmehud på hænder og fødder. Øgenavne og smædevers til trods så står et faktum klart: det er uklogt at komme på den forkerte side af mýrrlinge.